Alle, der har oplevet et symfoniorkester for fuld udblæsning i en koncertsal ved, at det er en verden for sig. Det er lige før, man svæver ud af salen, når orkestret og dirigenten har spillet de sidste toner – eller når solisten har spillet et ekstranummer, som får tiden til at stå stille.
Nu bliver det muligt at opleve magien i den levende, symfoniske musik på en ny måde. DR Koncerthuset og Danske Biografer præsenterer nemlig en stjernespækket koncertserie optaget i en særlig biografversion, som gør det muligt at invitere musikelskere i hele landet til koncert på det store lærred – med så fremragende lyd og billedkvalitet, at det er næsten som at være der i virkeligheden.
Caspar Phillipson, kendt fra en række film og tv-serier, byder publikum velkommen og fortæller om koncertens program og kunstnere, og DR Symfoniorkestret blænder op for klassiske storværker med internationale stjernenavne som Anne-Sophie Mutter og Jonas Kaufmann som solister.
Koncertoptagelserne er specifikt mixet og mastered til Dolby Atmos og surround sound, der giver en unik musikalsk lydoplevelse.
Visningen er arrangeret af Herlev Teaterbio og Klassisk Musikforening - Herlev (www.klassiskherlev.dk)